Hjem » Inspiration » 7 fordele ved at handle på nettet

7 fordele ved at handle på nettet

7 fordele ved at handle på nettet

E-handlen slår i øjeblikket nye rekorder hvert eneste år. I 2015 shoppede danskerne løs for 86,8 milliarder kroner på nettet. Det var en stigning på 18% i forhold til 2014, og intet tyder på, at kurven knækker foreløbig.

Flere og flere får nemlig øjnene op for alle fordelene ved at handle over nettet, og det er der mange gode grunde til.

 

Du får større udvalg

Når du besøger en fysisk butik, vil udvalget på hylderne ofte være begrænset. Vil du shoppe tøj, har du sikkert oplevet, at en butik ikke rigtig har noget, som falder i din smag. Går du op i litteratur, har du sikkert oplevet, at boghandleren kun har bestsellers og krimier. Skal du købe legetøj til dine børn, har du sikkert oplevet, at butikken har udsolgt af det, som de ønsker sig allermest.

Derfor kan det være en tidskrævende fornøjelse at tage på indkøbstur, fordi du må gå tomhændet ud af butikken – eller også kommer du til at bruge penge på noget, som alligevel ikke var det helt rigtige. Hvis du i stedet shopper på nettet, er udvalget meget større, fordi du hurtigt kan klikke dig fra den ene webshop til den næste.

 

Du kan handle døgnet rundt

Det kan være svært at nå forbi butikkerne i den almindelige åbningstid, hvis du både har fuldtidsjob, familie og fritidsinteresser.

En webshop har åbent døgnet rundt, så du kan handle præcis, når det passer dig. Du kan handle i din frokostpause, i toget på vej hjem fra arbejde eller sent om aftenen, når der er fred og ro omkring dig.

 

Du får mere for pengene

Webshops sælger ofte de samme varer billigere end de fysiske butikker. De store webshops har mulighed for at springe fordyrende mellemled over eller presse deres indkøbspriserne ned. Andre webshops har få udgifter til leje af lokaler, og så er der nicher som fx børnetøj, hvor der er rigtig stor konkurrence.

Mange webshops tilbyder også en rabatkupon, hvis du abonnerer på deres nyhedsbrev, så på den måde kan du også spare penge.

 

Du kan få dine varer leveret lige til døren

Når du har købt en vare på nettet, skal du bare læne dig tilbage, slappe af og vente på postbudet eller fragtmanden. Du skal ikke bruge din kostbare tid på at køre hen til en butik og hente den.

Er du som mange andre, udnytter du sikkert muligheden for at få varerne sendt til din arbejdsplads eller hente dem i en pakkeboks i dit lokale supermarked. På den måde får du nemlig dit nye indkøb i hænderne hurtigst muligt.

 

Du kan få gratis levering

Mange webshops tilbyder gratis fragt. Hos nogle skal du købe for et bestemt beløb, inden de tilbyder gratis fragt, men det plejer ikke at være vildt højt. I det store regnskab betyder det, at det er billigere for dig at handle på nettet, fordi du ikke skal bruge penge (eller tid) på transport hen til en butik.

Tager du bilen, skal du måske bruge tid på at lede efter en parkeringsplads, betale for den og alligevel risikere, at parkeringsvagten har en kedelig overraskelse til dig, for shopping tager jo gerne lidt længere tid, end vi regnede med.

 

Du kan se og prøve varen i ro og mag hjemme hos dig selv

Er der noget værre end at prøve tøj i et trangt omklædningsrum med alt for skarpt lys? Det slipper du for, hvis du i stedet handler på nettet. Når du har fået dit nye tøj hjem, kan du prøve det hjemme i din egen stue.

Er du i tvivl, om du nu også har købt det rigtige tøj, kan du summe lidt over det og lige prøve det en ekstra gang. Du kan også prøve at sætte det sammen med noget af dit andet tøj, så du kan se, hvordan dit nye indkøb passer ind i din eksisterende garderobe.

 

Du har 14 dages fortrydelsesret

Når du handler på nettet, har du altid som minimum 14 dages returret regnet fra den dag, hvor du har modtaget din vare. Fysiske butikker er ikke forpligtet til hverken at bytte eller tage en vare retur, selv om mange af dem alligevel tilbyder denne service. Mange webshops tilbyder endda at betale dine udgifter til returfragt, så du kan med fordel lige tjekke deres handelsbetingelser, inden du trykker på køb-knappen.